Vi hedder Ea og Louise og er henholdsvis fra årgang 1987 og 1988. Vi har sammen en datter Vigga fra december 2011, som går i skole. I december 2020 blev et 4. familiemedlem tilføjet, et pelset et af slagsen, nemlig vores hund Topper. Han er af racen Bichon Havanaise og han nyder livet med krummer på gulvet og alt det legetøj man kunne ønske sig. Racen Bichon Havanaise er en såkaldt allergivenlig hund og, ikke alle, men mange allergikere kan tåle denne race.
Som familie prioriter vi, at have gode fælles oplevelser i naturen og kulturelt. Vi nyder at være sammen med vores familie og nære venner.
Om Ea:
Jeg er udannet pædagog i 2011. Jeg har arbejdet i vuggestue i 3 år og været privat dagplejer, under pasningsordningen privat dagpleje, hvor jeg har passet eget barn og et andet barn i eget hjem i 1,5 år.
Jeg har altid vidst jeg ville være pædagog. Måske man kan kalde det “tidligt skadet”, af at vokse op med en mor der var pædagog, en far der var lærer på en produktionsskole og at vi var aflastningsfamilie for forskellige børn igennem min barndom.
Drømmen var – og stadig er at, jeg som menneske, kan være med til at gøre en forskel for andre mennesker i deres liv.
Den særlige interesse for de små mennesker fik jeg som ung pædagogmedhjælper i en vuggestue. Der erfarede jeg hvilken betydning det har for hvert enkelt barn, hvordan de bliver mødt af de voksne omkring dem. Jeg blev grebet af hvilken fantastisk udvikling det lille barn går igennem og hvordan man kan støtte dem bedst muligt heri.
Efter at have arbejdet som pædagog et par år i kommunal vuggestue, har jeg nu valgt at starte en privat pasningsordning op. Simpelthen af en helt enkelt grund: At kunne gøre det bedre.
Dette er ingen kritik af kommunale vuggestue eller pædagoger der arbejde der. Jeg mener bare ikke jeg at kunne gøre mit arbejde godt nok som pædagog I en vuggestue.
Jeg mener at de små børn har behov for små fælleskaber med en eller få nærværende omsorgspersoner, de kan knytte tætte relationer til og som formår at møde dem på deres behov. Som selvstændig oplever jeg dette er muligt.
Om Louise:
Jeg blev uddannet pædagog i 2016. Tidligere har jeg arbejdet som pædagogmedhjælper, vikar og studerende i forskellige tilbud. Jeg har aldrig haft planer om, at arbejde i dagtilbud efter endt uddannelse, af den simple grund, at det vi i dag kan tilbyde vores børn simpelthen ikke er godt nok. Det er vigtigt, at man som menneske kan se sig selv i øjnene efter en arbejdsdag og det er vigtigt for mig, at jeg ved jeg har set det enkelte barn, har kommunikeret med det, været en del af dets dag og kan have et samarbejde med forældrene omkring deres barns hverdag og udvikling. Det er vigtigt for mig, at jeg ved jeg gør en forskel i børnenes liv og ikke blot hjælpe dem til at komme igennem dagen imens deres forældre er på arbejde.
Derfor startede jeg, efter endt uddannelse, op i vores private pasningsordning sammen med Ea – hvor vi havde ønske om, at skabe et endnu bedre fællesskab sammen. Og jeg føler at dette ønske, i høj grad, er gået i opfyldelse.